Hvad er grafisk design?

Du kan blive klogere på begrebet grafisk design..

Grafisk design handler grundlæggende om visuel kommunikation. Derfor er der ikke den store forskel mellem de store skilte langs motorvejen og menukortet på den lokale café – begge drejer sig om at formidle et budskab, tolke det korrekt og fremkalde en ønsket handling. Når budskabet og formålet er fastlagt, afhænger den videre formidling af den fysiske eller digitale kontekst, det skal præsenteres i.

Grafisk design er altså en kunstform, der bruger grafik, teksturer og rum til at kommunikere med mennesker, uanset om de er kunder, patienter, bilister eller museumsgæster. Grafikernes værktøjer inkluderer tekst og typografi, billeder og ikoner, geometriske figurer, farver, teksturer, lys og rum – både i fysiske og digitale formater.

Designere har dermed påvirket næsten alle former for visuel kommunikation, vi møder i hverdagen. Fra plakater og skilte til emballage, hjemmesider, apps og endda din fjernbetjening. Grafisk design spænder bredt, fra simple visitkort til komplekse tegneserier som dem fra Marvel-universet. Mulighederne for, hvor grafisk design er involveret, er nærmest uendelige.

Hvad gemmer værktøjskassen på..

Grafiske designere benytter en række forskellige software og værktøjer i deres arbejde. Det er sjældent, at en designer i dag skaber visuelle repræsentationer manuelt – det tilhører en tidligere tid, bortset fra de indledende faser med skitser, wireframes og hurtige storyboards. Selvom designprincipperne stadig er de samme, har værktøjerne udviklet sig.

Normalt arbejder grafikere med forskellige programmer på enten Mac eller PC. Adobe CC-pakken, med programmer som Illustrator, InDesign, Photoshop, XD, Lightroom og Animate, er blandt de mest anvendte, mens nye programmer som Sketch og Procreate også vinder indpas. Hver designer finder sin foretrukne “værktøjskasse” og tilpasser ofte værktøjerne, så de passer til deres specifikke arbejdsgang.

Udover software bruger designere alt fra tegnebrætter som Wacom Intuos Pro, mus og tastaturer, til iPads, skitsebøger og lagringsenheder som harddiske, servere eller cloud-løsninger – essentielle for at sikre backup af deres arbejde.

En grafisk designer er ikke nødvendigvis også fotograf eller illustrator..

I mange jobopslag på platforme som Jobnet søger virksomheder ofte en grafisk designer til deres inhouse-team. Men når man ser nærmere på jobbeskrivelsen, viser det sig ofte, at de faktisk leder efter en alt-mulig-person, der kan varetage både klassiske DTP-opgaver og digitalt design, håndtere et kamera, redigere film, skrive tekster, illustrere og opdatere hjemmesider.

De færreste designere besidder dog så bred en vifte af kompetencer. En grafisk designer bør ikke forveksles med en fotograf, tekstforfatter, marketingassistent, SoMe-specialist eller illustrator. Grafikere arbejder med materiale, der er skabt af disse specialister, men står sjældent for at producere det hele selv. Vores styrke ligger i at samle elementerne og formidle den samlede idé visuelt.

Det er præcis dét, vi gør – og det er vi bedst til!

 Genrer inden for den store verden af grafisk design..

Webdesign: De fleste har en grundlæggende forståelse af webdesign, da vi alle bruger internettet og dermed har oplevet både godt og dårligt design (som når man har frustreret sig over placeringen af elementer på Facebook). Men webdesign handler om meget mere end blot æstetik. Det omfatter brugervenlighed, UI/UX, opmærksomhedspunkter, konverteringsoptimering, CMS, kodning og meget mere. Som webdesigner skal man derfor tænke ud over det visuelle og tage hensyn til brugeroplevelsen og de funktionelle krav, der understøtter konverteringer.

Printdesign: Alt, hvad du ser og kan røre i fysisk form, falder ind under printdesign. Det inkluderer bøger, aviser, brochurer, magasiner, fødselsdagskort, visitkort, filmplakater, kaffekrus, t-shirts og meget mere. Grafikere står bag designet af disse produkter, og det er et fascinerende felt at arbejde i. Det rummer uendelige muligheder, men også visse begrænsninger – hvilket netop er en del af det, der gør det så spændende.

Motion graphics: Animeret grafisk design. Her bringes grafiske elementer til live gennem animation, ofte med tekst som et centralt element. Det kan være alt fra åbningssekvenser til de animerede diagrammer eller søjler, der vises nederst på skærmen, når du ser nyhederne.

Leder du efter assistance til…